Søvn og stress - Hvordan påvirker det din krop?

Søvn og stress er ikke en kombination, der går hånd i hånd. Din søvn påvirker nemlig dit stressniveau, og dit stressniveau påvirker omvendt også din søvn.

Søvn kan påvirke dit stressniveau på flere måder. Du kan se hvordan her på siden.

Se hvordan stress og søvnunderskud påvirker din krop

I denne video kan du høre mere om, hvordan stress og underskud på søvn negativt påvirker hjernens udskillelse af kroppens affaldsstoffer, hvordan dit immunforsvar bliver svækket, og hvor stor en indflydelse det har på din puls, blodtryk samt hvileperiode.


Hvordan påvirker søvn dit stressniveau?

Søvn er noget af det allervigtigste her i livet. Og det er særligt vigtigt, når du oplever stressede perioder, hvor du måske kan have svært ved at mærke efter og passe på dig selv.

Din hjerne har brug for søvn for at fungere optimalt. Hvis du ikke får nok søvn, går det ud over hjernen, og du får sværere ved at arbejde effektivt og fokuseret. Hvis hjernen ikke får nok søvn, kan du risikere at påvirke en lang række vigtige processer i din krop negativt.

For lidt søvn eller afbrudt søvn grundet stress kan blandt andet påvirke:

  • hvordan din krop udskiller affaldsstoffer
  • dit immunforsvar
  • din puls og dit blodtryk.

Du udskiller affaldsstoffer, når du sover

Når du er vågen, kan din hjerne ikke komme af med kroppens affaldsstoffer. Når du derimod sover, skrumper dine hjerneceller en smule, hvilket gør, at hjernen kan komme af med affaldsstofferne.

Hvis du ikke udskiller affaldsstofferne, er du mere eksponeret for sygdom og negative påvirkninger på dit mentale helbred. Derfor er søvn vigtigt, for at du ikke ender i en ond cirkel, hvor stress og dårlig søvn påvirker dit helbred.

Nedsat immunforsvar, når du sover for lidt

Hvis du får for lidt søvn – måske fordi du er stresset – har du øget risiko for fx at blive forkølet, da dit immunforsvar bliver svækket.

Når du derimod sover nok og godt, bliver dit immunforsvar styrket, og din krop bliver bedre til at bekæmpe sygdom.

Søvnunderskud påvirker puls og blodtryk

Foruden negative effekter på udskillelse af affaldsstoffer og immunforsvaret, har for lidt søvn også en negativ effekt på din puls og dit blodtryk.

Hvis din hjerne ikke får den nødvendige hvile om natten, kan dit blodtryk stige.

Det er derfor vigtigt altid at prioritere din søvn – også selvom du har travlt på arbejde eller af andre årsager befinder dig i en stresset periode.

Andre årsager til at du sover dårligt

Stress er en hyppig årsag til dårlig søvn, men der er også andre ting i hverdagen, der kan påvirke din søvn negativt.
Mobil-, TV- og computerskærme eller tankemylder er blandt andre årsager, der kan påvirke din nattesøvn.